11/12/2017

RAVNEMANDAG

Det ringede jo godt nok, vækkeuret. Men jeg afbrød det - for min mands skyld (kone-win, hva'?), for han hader mine alenlange snoozeseancer (hmm) - og tænkte, at jeg jo faktisk godt kunne stå op samtidig med min mand. Dejlige 45 minutter senere.

Hvis jeg ellers var vågnet, da hans ur ringede.

Klip til en halv time efter min mand er vel ude af døren. Og en halv time før jeg burde være ude af døren med to unger, hvoraf den ene ikke kan forhandles med, fordi hun er tre-et-halvt år gammel og ved det meste bedre end sin mor, og den anden - ja, han er baby, end ikke rundet to måneder, og vil bare gerne spise hele tiden. Og sove i mors favn. Stillesiddende, tak.

Gik det godt? Nøh, ikke specielt. Men den ældste kom da i børnehave og den yngste fik noget at spise. Sådan, hvis jeg skal beskrive morgenen i korte træk. Hov, den ældste fik også noget at spise! Mor-win.

Vi kender nok alle sammen følelsen af MANDAG MORGEN. Den kan være fed, hvis man - modsat HELE VERDEN - ikke har noget, man skal nå, og derfor kan tage det stille og roligt. Det kan de færreste. Og med børn bliver det hele lige et hak mere tricky. Man vil gerne være blid & blød forælder og få dem godt i gang med ugen, men det er også nødt til at SKE på et givet tidspunkt. Jf. barn på tre-et-halvt, der altid synes at have al tid i hele verden til at nå selv de mindste ting.

Mandag morgen er nok mit mest ravnede tidspunkt. Hvor det virkelig æder min morsjæl, at jeg ikke lykkes bedre, selvom "MANDAG!" burde være undskyldning nok. Mandag morgen er bare den dér kolde klud i ansigtet; den barske påmindelse; den nødvendige ugestart. Med skrigende unger, hvor man får lyst til at sætte sig ned og simpelthen favne kaos - og ungerne. Bade svælget i kaffe & mere kaffe. Ikke have travlt og haste afsted. 

Det skete så ikke i dag, men det er da sket. Livet er for kort til stresssved. Men det kunne have været en værre mandag morgen. Også en bedre. I morgen bliver alting anderledes! Opturs-tirsdag.

Hvorfor "Ravnhild" og ikke "Ravnemor"? Det er min brors påhit efter jeg begyndte at kalde ham Ravn ret konsekvent, fordi vi havde det med at skrive til hinanden midt om natten - og straks få svar fra den anden, som også var vågen. Vi er en familie af natteravne og kunne derfor lige så godt - sådan apropos - favne vores ravneklan og al dens natteroderi hyggelige nattefærden. Ravneklanen, som foruden min bror og jeg tæller blandt andre Valravnen; min mand, som har denne ærestitel, fordi han uden sammenligning kan holde sig vågen længst. Og læse tunge bøger imens. Til den lyse morgen. Sådan blev han doktor. Og min mor, som glad snakker & danser natten lang og ligeledes kører med en ærestitel, nemlig Ravnemoderen. Ikke at forveksle med ...

Ravneklanen, som har æreskodeks for opførsel og det hele - for eksempel, at man svarer hurtigt på beskeder fra medravne, også i travle tider. Og så er ravnenavne da bare hyggelige, ikke? Mine unger har selvfølgelig også hver deres, og min datter endda fortjent sit, sin unge alder til trods. Og hun sover længe dagen efter. Datter-win!

Ravn - på godt og ondt. Ligesom livet. Og mandag morgen.

Og mandag eftermiddag. Hvor jeg gerne ville have været til overrækkelsen af Menneskerettighedsprisen 2017 på Institut for Menneskerettigheder, men måtte se i øjnene, at det ikke ville være passende at medbringe Miniravn. Godt nok er han sød, men også temmelig larmende i vågen tilstand. Fuldt fokus skulle helst være på prismodtageren, Poul-Erik Rasmussen, på vegne af Foreningen Godhavnsdrengene. Men: Instituttet live-streamede og jeg kunne derfor have min silkebløde baby liggende, trygt sovende på hans yndlingssted i hele verden; nemlig ammepuden på mit skød, og samtidig følge med i den hæsblæsende voksenverden, som jeg holder så meget af.

Godt og ondt. Heldigvis mest godt. Som en dejlig tegning & tekst af Line Kjeldsen Jensen som jeg er lidt forelsket i og håber, jeg gerne må låne nedenstående af.



01/02/2017

REDNINGSKRANSEN

"PLEASE SAVE MY LIFE!". Ordene, hans mund formede og som gjaldede direkte mod mig, var ikke til at tage fejl af, selvom jeg havde musik i ørerne. Det iPhone-headset har aldrig været særlig lydtæt.

Jeg fjernede musikken og stoppede høfligt op, som et nødråb fortjener. Og så skældte han ellers ud. Huden fuld. Mig. Os. De forbipasserende. De ikke-hjemløse. De glade, smilende "hej!"-ansigter, der formørkes til en vrangvillig grimasse, når den barkede hånd i fortovsniveau strækkes håbefuldt ud.

Han fortalte om et desperat håb, der kunne blive til virkelighed indenfor de nærmeste dage, hvis blot han fik samlet nok penge ind. Penge til lejlighedEN. RedningskransEN.

Han fortalte om vreden og mismodet ved at bo på gaden; være hjemløs, uden at føle sig hjemløs i sjælen. Hans sjæl boede helt klart allerede i lejlighed med job & kæreste.

Han fortalte om jobbet, der med garanti var lige om hjørnet, hvis blot lejligheden blev sikret. Indenfor de næste fem dage. Han manglede kun "forty percent! I have six thousand!".

Han fortalte om kæresten; en dansk pige, som han endnu ikke havde turdet fortælle, at han var "without job". Det var angiveligt alt, hun endnu ikke vidste; endnu ikke havde accepteret ved ham. Brav pige.

Han fortalte om de mange forbipasserende og deres manglende vilje til at hjælpe ham. Redde ham. Hvordan de ikke vidste, at det gjaldt liv og død, det her.

Han fortalte, at folk end ikke stoppede op og snakkede. At jeg var den første, der var stoppet og havde talt lidt med ham. At det havde lettet hans hjerte blot at fortælle lidt om alt det svære. "You have saved me! And I don't say that just to lick your ass ...".

Han fortalte, at han ikke kunne finde på at bruge indsamlede penge på alkohol. At mine penge ville være trygge hos ham & lejligheden.

Han talte om fremtiden; hvordan den ville blive lys og let; måske i Danmark, måske i Frankrig. Hvis blot lejlighed & job. Og måske kæresten?

Han undskyldte ad flere omgange sin vrede og at den fik lov at gå ud over mig. Han spurgte om mit navn og stak næven frem: "Hi, I'm [franskklingende navn]!". Jeg tog hans hånd og sagde: "[danskklingende navn]!". Fik herefter, meget bevidst, rundet vores samtale hurtigt af, for jeg var jo på vej hen for at hente mit barn. Det fortalte jeg ham ikke, men klapvognen afslørede mig måske. Og måske fortalte mit blik i øjnene ham, at jeg bare gerne ville væk. Sten, saks, papir. Øjne slår smil.

Gik med stive skridt og endnu stivere højre hånd videre ned ad gaden og drejede rundt om et hjørne. Stoppede og sprittede min hånd af. Aktivt. Gentagne gange. Hans hånd var varm at møde og så klistret, at den kun nødtvungent slap min igen. Tvunget. Af nød.

Cirkelsparkede indvendigt mit sølle korpus fyldt med denne menneskefjendske sygdomsangst, som jeg modvilligt slæber rundt på. Dødsangst? Livsangst? Livet, som fortsatte ufortrødent på den anden side af sprittågerne. Et barn skulle hentes. Et familieliv leves.

20/01/2017

#MAKESOLIDARITYGREATAGAIN

Det er en sorgens dag. Ingen tvivl om det.

Jeg synes dog, det er værd at huske på og trøste sig selv - omend det er en virkelig ringe trøst - ved det faktum, at en lang række amerikanske præsidenter har været forbryderiske mod deres omverden. Morderiske, ligefrem, selvom de har haft folk til at gøre det beskidte arbejde. På den måde er Donald Trump ikke noget særligt.

Det er han jo i virkeligheden ikke på nogen måde. Han er en lille, sølle skabning, der stiver sig af med alt, hvad penge kan købe - men penge kan netop ikke købe alt. Kundskab og klogskab kan ikke erhverves alene ved erlæggelsen af en sum, hvor stor den end måtte være. God musik ved indsættelsen af en hadsk og latterlig mandsling af en præsident; heller ikke så let ... #fryd

Lad os desuden trøste os selv ved, at han formentlig fejler i embedet. Forhåbentlig! Hans konstante og ignorante selvovervurdering skriger til himlen, men skrigene er som små, søde sangfugle i mine ører, der varsler problemer for krukken. Mandebabyen. Manchild, som den gode Moby kalder ham. Spot-on. Moby prøvede Trump i øvrigt også at hverve til indsættelsen og han var - en slags - velvillig ...


Man skal kun have fulgt Moby ét SoMe-sekund over de seneste mange måneder for at bevidne hans dybe afsky for den nye præsident, så ovenstående er mere tragikomisk, end det måske lige lyder.

Den stærke socialpolitiske stemme, Line Lazarus, har dette yndige portræt strøet gavmildt ud over de sociale medier i dag. Made my day. Må det også gøre din!



Jeg forklæder mig
i din glæde
så min sorg
ikke kan genkende mig

- Muniam Alfaker

08/01/2017

MINISTERGRILL

Søndag er blevet til mandag, men jeg har snydt og præ-postet dette indlæg, så jeg kunne få tallet 8 i stedet for 9.

Jeg kan godt lide natten til mandag - især med de mandage, mit liv for tiden byder på. Når mit barn har fået en blød landing blandt vennerne på legepladsen kan jeg - de fleste mandage - frit finde mig et sted at slynge kaffe indenbords og få styr på ugen. DYBT priviligeret, det ved jeg godt.

Søndag aften og natten til mandag føles indimellem som et helt lille årsskifte; en mininytårsaften med den boblende følelse af nye muligheder og spændende planer, der venter i den nye uge. Champagne er mit køleskab ikke helt velassorteret nok til at levere, men vi var da ude at spise pakistansk tidligere i aften.

Den gamle uge viste sig at blive en forvirrende omgang med for lidt & for dårlig søvn og en ugelang tordenhovedpine, men der skete også GODE ting som invitation til den type svømmetræning, jeg længe har været på venteliste til, og en jobansøgning, jeg var nødt til at sende. NØDT. 

Funky thing is, at jeg fandt på at kigge efter et job torsdag eftermiddag, da jeg savner at arbejde. Jeg elsker at arbejde. Tjene mine egne penge. Have kolleger. Møde ind til hele den dynamiske stemning på en arbejdsplads. Den sagte sitren af projekter, intriger, skumle planer, spidse albuer og hvad der ellers florerer kolleger imellem. Måske har jeg bare været på dramatiske arbejdspladser. Internationale miljøer med meget i kog. Meget at savne. Så, altså: Torsdag eftermiddag. Og selvsamme dag var denne fantastiske stilling slået op. SAMME dag. DRØMMEjobbet. Som jeg har været på virksomhedens hjemmeside og længselsfuldt spejdet efter i månedsvis - DET VAR DER PLUDSELIG. 

Jeg kan slet ikke holde ud at vente. Tjekker mailboksen igen og igen fordi jeg er dum nok til at tro, at de kan mærke mit hjerteblod strømme i deres retning. Sendte ansøgningen så hurtigt som muligt, for jeg har selv taget imod ansøgninger, og det er altså kun de første par dage, man læser dem med sprudlende interesse og ned i alle de sjove CV-detaljer. Man. Jeg. Kan selvfølgelig ikke afvise, at der findes større jobansøgningsmodtagningsentusiaster end undertegnede, men jeg har en forholdsvist stor interesse i mine medmennesker, såeh.

Men var jeg ikke studerende? Jo. Det er et deltidsjob. Som sagt: PERfekt. Av, min mave.

Ugen, der venter, kan godt gå hen og blive travl. Jeg gik fredag aften på gaderne i København og sad efterfølgende på yndlingscafé for at læse strafferet, men KOGTE fortsat indvendigt ved melding fra pålidelig kilde om adskillige danske kvinder, der undlader at spise, så deres børn kan få en smule mad, fordi de er presset helt ud i tovene af kontanthjælpsloftet. Som jo især rammer enlige kvinder hårdt.

DANMARK ANNO 2017: SULT OG NØD

Jeg kan ikke forstå det med mit hoved, men det er virkeligheden. "Et samfund skal kendes på ...", og jeg kender dig, Danmark. Det kommer vi tilbage til. I mellemtiden tager jeg til et par åbne samråd den kommende uge. Med røde, opkogte fingre skrev jeg til relevante sekretærer og tilmeldte mig fredag aften. Jeg er nødt til at gøre NOGET. Satser på, at de fyrer godt op under ministergrillen.

Åbne samråd er politiske udvalg, der stiller konkrete spørgsmål om aktuelle politiske sager til ministre, hvor alle er velkomne som publikum, men man skal tilmelde sig og godkendes, da det foregår i små rum på Christiansborg. Det får vi så at se i morgen, om jeg bliver. Godkendt til de små rum. Som jo altså aldrig bliver helt små og uprangende, når vi taler Borgen ...

I morgen. Det er lige om lidt. Uret viser 01:55 og selvom mit tordenhoved & jeg tog en lur her til aften, så er jeg træt. Og ugen kommer til at kræve sit. Dejlige krav. Det føles godt, når verden river kærligt fat i én.

Wish me luck.

• • •

Kalender over åbne samråd (tilføj selv datoer): 
http://www.ft.dk/Aktuelt/Kalender/Samraadsmoder.aspx 

Man skal tilmelde sig samrådene senest dagen i forvejen, men det er smart at gøre det så hurtigt som muligt. Nogle samråd er overrendte. Det forestiller jeg mig fx Cirkeline-samrådet har været. Hvor ville jeg gerne have siddet med til Cirkeline-samrådet, men jeg var optaget på dagen.

02/01/2017

INSTALOVE

"Hvis jeg var en and
og du var mit vand
så ville jeg aldrig gå i land!
"
- ung mand i metroen, 2015
Jeg har gjort hovedrent på Instagram i dag. Fjernet de mest private indslag, før jeg godkendte en stribe followers, der havde banket pænt på. Jeg er en af dem, man sukker og himler med øjnene over, for jeg har en PRIVAT PROFIL. DET KAN VI IKKE LIDE. Jeg er da også selv stor fan af åbne profiler, ikke mindst som hyldest til den herlige udveksling af LIV, der foregår på Instagram. Og jeg har taget tilløb til en åben profil gentagne gange, men er endnu ikke lykkedes med at nedsvælge den store, svedige og særdeles behårede hankamel, det, for mig, åbenbart er at opnå sjælefred med, at Ekskæreste & Twitterkriger, uden at efterlade spor, kan snage frit i de mest fotogene dele af mit liv. Eller blot øjeblikke, jeg gerne vil huske aktivt. Og dele med en venligsindet flok. Eller blot åbensindet.

Trods sukken & himlen havde en god flok imidlertid trykket 'Follow' de seneste måneder - og jeg kan godt lide mennesker trods spontane reaktioner, der vidner om noget lidt andet. Jeg kan også rigtig godt lide et vist niveau af privatliv, derfor hovedrengøring. Undervejs i støvsugningen screenshottede jeg minder & nostalgi og faldt i den forbindelse over en billedtekst, hvor jeg nævner den unge mand i metroen, citeret ovenfor. Jeg synes, han var vældig kær at smuglytte til. Sikken spontan, simpel og superb sødme!

Søde ting - og mennesker - bør man som hovedregel undlade at google. Med få undtagelser.

Kærlighedserklæringen ovenfor er ikke en af dem. Den findes blandt andet på Vi Unge(findes det virkelig endnu?!)s liste over "10 cool scorereplikker". Blot i underkategorien "3 lamme scorereplikker (som drenge godt kan finde på at fyre af)".

#jegfinderselvud #igen

01/01/2017

ØSTERSONDSKAB

Jeg regner mig selv for kærlig. Næstekærlig, sågar, i ordets varmeste betydning.

Jeg har imidlertid fundet ud af, at der ER grænser.

Som da jeg nytårsaften fra pålidelig kilde hørte, at en udbredt nytårsskade 2016/17 var i form af mænd (som i: mere end én), der snittede andet og mere end blot den udvalgte østers åben.

Jeg lo hjerteligt ... hjerteLØST ... undskyld. Og gemte tilligemed de muntre billeder, der strømmede frem i rå, ubeherskede mængder på den indre storskærm, i mit formørkede hjertes arkiv til kære gensyn. Har blandt andet været i hjemmebio flere gange i løbet af denne 1. januars spøjse, nygamle timer. Januar kalder på gode film! Undskyld igen.

Man ser det bare for sig, ikke? Fra blær til blod! #jegfinderselvud

02/09/2016

UD AF MIN HJERNE, IND I MIT HJERTE

Jeg skal krydse broen i dag - den til Sverige. Det gør jeg ofte og jeg holder meget af togturen, selv efter grænsekontrollen har invaderet zen med ID-tjek og togskifte og pjat.

Hvad jeg holder knap så meget af er propaganda. For selv om jeg er bevidst om, at det er propaganda, så påvirker de mig. Ordene. Hadet bag ordene. Dette uforståelige, indædte had.

Som nu fx de skræmmekampagner, der massivt har kørt - og fortsat kører - for fuld damp, hvad visse menneskers valg af tøj, smykker, kropsbehåring og religiøse symboler angår. Selv de ting, som folk ikke har valgfrihed omkring, såsom hud- og hårfarve, spredes der grimme historier om.

Derfor gibbede det da også i mig, da jeg nogle år tilbage sad i mit kære tog til Sverige - nok omkring den tid, hvor tossede mennesker satte tåbelige tegninger i nogle aviser for at piske en stemning op - og idet toget kører ud på Øresundsbroen, rejser en arabisk udseende ung mand med stort, vildt skæg sig op fra sit sæde og tager en ligeledes stor sportstaske med ud på togets toilet. Umiddelbart en helt normal situation i et tog: en mand går på toilettet. Men hårene rejste sig på mine arme, mine tanker gik til mine nærmeste, min hjerne kørte med fight-or-flight-flashes, Øresundsbroen virkede så spinkel som aldrig før og havet under den så vanvittigt dybt og mørkt, og minutterne, før den unge mand på fredelig vis kom ud af toilettet igen og vendte tilbage til sit sæde, føltes som dage.

Nogenlunde samme reaktion havde jeg, kort efter oplevelsen på Øresundsbroen, da en ligeledes beskægget mand i S-toget med stor, firkantet sportstaske (hvad ER det med mænd og glæden ved de dér 80'er-tasker? "Praktisk, rummelig, god"?) gav sig til at læse højt af Koranen - antager jeg, det var i hvert fald en lille bog med tætskrevne arabiske skrifttegn, og det sker alligevel sjældnere, at nogen spontant beslutter at dele deres krimi med omverdenen, end at et religiøst menneske messer for sig selv. Så højt var det ikke en gang, knap hørbart - men højt nok til at vække de propagandaindmejslede alarmer i min forræderiske hjerne.

Hvad jeg gør, når jeg møder denne ubehagelige reaktion hos mig selv? Jeg flytter mine tanker ud af min hjerne, der kan være en kringlet og påvirkelig størrelse, og ind i mit hjerte. Hjertet kan jeg altid regne med. Det er flyvsk, passioneret, til tider lidt rigeligt vovet og vildt, men altid til at regne med. Hjertet renser skånsomt hjernens til tider benhårde meldinger og ud på den anden side kommer et helt andet budskab; en helt anden følelse. Følelsen af, at jeg kigger på et medmenneske - ikke en potentielt farlig person med stort, busket skæg og et mystisk sprog, jeg ikke forstår. Jeg kan jo i virkeligheden godt lide fuldskæg. Og mænd. Også smukke arabere. Smukke mænd generelt. Og belæste mænd. Og religiøse mænd. Og arabisk, selvom det endnu er et sprog, der i mine danske ører lyder som om, der bliver skældt ud. Det håber jeg at bevæge mig væk fra, når jeg næste år fletter begynderarabisk ind i mine studier.

Og det er hele min pointe: Kendskab giver tryghed. Fællesskab giver tryghed. Det er det ukendte, uvisse, der trigger os - også det, vi er blevet bildt ind, er fremmed, selvom det i virkeligheden var velkendt. Det uberegnelige, utilregnelige, gør os bange. Fiktion, vi er blevet fortalt, som fik os til at gyse lifligt et sekund, men som desværre har efterladt os ængstelige. I virkeligheden kender vi jo godt hinanden - vi er jo alle mennesker. Vi skal bare kigge hinanden i øjnene i stedet for at stirre frygtsomt på det dybe, uendelige hav. Vove et smil.

Det eneste påviseligt utilregnelige og upålidelige i dagens Danmark er ikke mine medpassagerer i Øresundstoget eller S-toget; mine medmennesker på et dagligt plan. Det er derimod hadske politikere, der lovgiver, som en hønefuld person håndterer en skarpladt pistol, og som omtaler og behandler borgerne i det land, de påstår at lede, og den verden, de påstår at ville indgå i, på så nedladende, ødelæggende og splittende vis, at det skriger til himlen. Det er dem, og øvrige meningsdannere som dem, vi skal være alvorligt bange for. Det er dem, vi burde lovgive og debattere os væk fra. Det er dem, vi bør lægge behørig afstand til.

01/09/2016

SAMFUND REGERING FOLKETING BEFOLKNING MENNESKE BLOG GODNAT

Et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste.

En regering skal kendes på, hvordan den forvalter sin magt.

Et folketing skal kendes på, hvordan det administrerer at være folkevalgt.

En befolkning skal kendes på, hvordan den evner at være sammensat.

Et menneske skal kendes på, hvordan det møder sine medmennesker.

En blog skal kendes på, hvordan den får sat det sidste punktum.

En nat skal kendes på ... well, mørke. Og stjerner og måne. Nordlys, stjerneskud og meteorregn - stjerneskud i flok! - hvis man er ekstra heldig. Jeg vil bare gerne bede om at se dyner lige nu. Tak.